Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

KOMO Manøvresprint 2001

I weekenden d. 20 - 22 Juli, afholdt KOMO et stort arrangement, med både et manøvresprint, et rallysprint samt tredje afdeling af DM i rally.
LBRT var til start på trods af at Tobias var i Italien, da co-driver ikke var obligatorisk.
Arrangementet må siges at have været en blandet fornøjelse for LBRT, på flere fronter.
Først og fremmest må det siges at NCC Nyrand ved Svebølle var de perfekte omgivelser for et sådan rallyarrangement, og selve sammensætningen med både manøvresprint, rallysprint og rally DM, gav massere af motorsport. Rundbanen i grusgraven var rimeligt god, og udfordrende fra et fører synspunkt, med f.eks. en vanskelig overgang fra grus til et meget smalt stykke asfalt med græs på begge sider. En overgang der lå lige i slutningen af et sving, hvilket gjorde den til en teknisk udfordring.
Også vejret havde KOMO haft god held med, og stortset hele weekenden stod det på høj sol. Eneste afvigelse var natten til lørdag hvor det regnede en lille smule.
Men der var dog også mindre heldige elementer. Først og fremmest var det ikke sjovt at udgå i 2. heat med en bukket skiftegaffel. En materielskade som skete uden meget dramatik, og så meget desto mere irriterende.
Defekter er der selvfølgeligt ingen der kan klandres for, men det var tilgengæld meget frusterende at opleve at manøvresprintet tilsyneladende havde meget lav prioritet hos løbsledelsen. F.eks. var det ikke før 5 minutter før gennemkørslen af banen, at vi fik at vide hvor mange omgange vi egentlig skulle køre. Ydermere blev gennemkørslen forsinket næsten 30 minutter da banen ikke var klar, og vi fik f.eks. at vide at forsinkelsen kun var 20 minutter da seneste bulletin havde flyttet tidsplanen for manøvresprintet 10 minutter. At der ikke var nogen af de kørere jeg snakkede med der havde set en bulletin med dette indhold, var en helt anden sag.
En prøveskitse var heller ikke en luksus man havde overvejet, og kortet over området var det bedste de fleste kunne stille med, selvom andre hold havde fået en forholdsvis løs skitse.
I det hele taget havde jeg personligt en oplevelse af at løbsledelsen helst havde været fri for at afvikle manøvresprintet, og i det hele taget helst var fri for at svare på spørgsmål. De mere "menige" officials osv., var der bestemt intet i vejen med, de var både positive og venlige, men har af gode grunde ikke svar på mere administrative spørgsmål.
Helt klart hatten af for KOMO's indsats omkring et sådant arrangement, og jeg har heller ikke problemer med at alting ikke forløber efter planen, men at få sure og vrisne og uengarerede svar når man spørger til hvad der sker, finder jeg urimeligt.

I den forbindelse vil jeg sige at flere motorkluber burde følge op på Slagelse Auto Sport og KOMO's initiativ med at afvikle manøvresprint som "opvarmning" til et stort rallysprint og/eller rally DM. Manøvresprint er mere publikumsvenligt end normale manøvreprøver, og hvis de samtidig afholdes sammen med rallysprint eller rally DM som trækker en del publikum med, får manøvreprøve disicplinen et tiltrængt PR-pust, hvor folk får syn for hvordan man starter i rally.
Det har to positive resultater, dels giver det udøverne af manøvreprøve disciplinen mulighed for at "skabe sig et navn". Noget der er svært som det er nu, hvilket KOMO's speaker da også tilkendegav. Den anden positive effekt af manøvresprint arrangementer er netop PR-boostet. Uanset hvad man gør, hedder eller er, så er det i manøvreprøver at man starter sin rallykarriere. Mange er formentlig ikke klar over dette, samt over hvor forholdsvis billigt man kan starte med at køre rally, da de ikke kender til manøvreprøver. De kender kun Jens Mulvad og co.'s hundedyre racere, og anser det som uoverskueligt at starte som privat, og derfor kommer de aldrig i gang, på trods af at de måske ville komme i gang hvis de kendte til manøvreprøver og specialprøver. At disse mennesker ville komme i gang, må være i klubbernes interesse, da man skal være medlem af en klub for at køre rally.
Så jeg vil bare sige... Se at komme i gang :-).

Slutteligt: Der er desværre ikke taget billeder til arrangementet, da min kæreste ikke kunne nå at få sit kamera med.

 

179579