Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

Falken Finalen 2007

Som lovet valgte LB Rally Team efter en sæson der var blevet tyndet ud af bryllupper og børn, at tage til Falken Finalen - det uofficielle DM i klubrally - i Ringkøbing. Normalt er de tre bedste i hver klasse i henholdsvis det jysk/fynske mesterskab og sjællandsmesterskabet inviteret, men andre kan også tilmelde sig. Vi havde en noget sparsom 5. plads i sjællandsmesterskabet efter lige så sparsom deltagelse i løbet af året. Men nu skulle den altså stå på motorløw - som de siger i det jyske - få hygget os lidt og målt os i forhold til de jyske hold som vi indtil nu aldrig har kørt mod.

Ugerne op til løbsdagen havde stået på intens skruening på bilen - og den var ikke HELT klar før ca. 30 minutter førend vi læssede bilen på trailer fredag aften. Årsagen var en kølerslange som absolut ikke gad holde tæt som den blev bedt om. Problemet blev diagnosticeret til et spændebånd som så ganske udmærket ud, føltes lige så godt - men som alligevel var lidt underligt. Det blev tæt - sådan lige umiddelbart i hvert fald - men man var jo lidt spændt på om det nu holdt i længden.

Bilen blev smidt på en trailer lejet til lejligheden, og så ellers efterladt i indkørslen indtil næste morgen.

Vi skulle op før fa'en fik sko på - transporttid til Ringkøbing-egnen med en autotrailer var for os omkring 4 timer, og vi havde mødetid til teknisk kontrol kl. lidt i 10. Så vi aftalte at skulle køre 5:30, hvilket igen betød at man måtte op kl. 4:45 for at nå i bad, få lidt tøj på, pakke det sidste, etc. - tidligt for en kontornusser :-).

Afsted kom vi da også, og lidt Odense lavede vi et stop efter noget morgenmad, samt lidt brændstof til Golfen.

Alt tid var blevet brugt på at få bilen i mekanisk fornuftig stand, så en gang vask var der ikke tid til - så den så temmeligt sjofel ud for at sige det ligeud. Men hva' - selvom min hverdagsbil synes at køre bedre når den er blevet puslet om med vask osv. - så har det ikke helt samme indvirkning på min psyke med rallybilen :-).

Vel fremme i Ringkøbing fik vi smidt bilen af trailer og ankom til teknisk kontrol ca. 6-7 minutter før den tid vi skulle være der - god timing når man har kørt flere hundrede kilometer :-).

Teknisk kontrol blev overstået ganske nemt og fint med fuld service omkring påklæbning af reklamer og startnumre, og vi kunne herefter sætte kurs mod rallycentrum ved Lem-hallen hvor der også var Parc Ferme.

Løbet var i 3 etaper - lidt usædvanligt - og tidsplanen var stramt lagt ud - lidt for stram skulle det vise sig.

Da det ellers var vores tur satte vi kursen mod prøve 1 - godt spændte og klar. Prøve 1 var dybest set et stykke lige ved med en vending i den ene ende, en slalom i den anden, og en vending på midten. Umiddelbart gik det fint nok til at starte med - men pludesligt begyndte motoren at gå helt vildt elendigt - omdrejningstælleren væltede rundt over det hele, osv. - tydeligvis problemer med tændingen. Vi fik kørt prøven færdig i begrænset tempo, men uden at køre fejlbane, hvilket gav os en tid 6 sekunder under maxtiden. I mål måtte vi have "låget" op og se hvad der var galt - og det første vi så var en kølerslange der var utæt - ikke just noget der direkte havde med tændingen at gøre - men helt klart noget der måtte adresseres hvis vi skulle kunne komme videre - og dælme om det jo ikke også var kølerslanger der havde drillet hjemme - dog ikke denne - som slet ikke havde været rørt siden 16V'eren blev smidt i. Slangen var heldigvis "kun" en af slangerne til varmeapparatet, og vi stod jo heldigvis ikke midt i en snestorm eller regnvejr, så det var helt klart en mulighed at sløjfe varmeapparatet ud. Som sagt så gjort - to mand på hovedet i motorrummet lige udenfor målfeltet, og efter tyve minutter havde vi fået kabalen af kølerslanger og spændebånd til at gå op uden for mange alt for skarpe knæk. Undervejs fandt vi yderligere årsagen til problemerne med tændingen - nemlig blot et tændkabel der var hoppet af... det så ud til at vi ikke var slået ud endnu - hvilket også ville have været ærgeligt...

12-14 kilometers transport til næste prøve gav mulighed for at vi kunne få pulsen lidt ned, "mærke" motoren om den var ok, etc. Men vi var absolut mærkede af hændelsen, og vi var pressede på tid...

På prøve 2 så alt nogenlunde fornuftigt ud til start, og vi fik mast os en plads foran i køen til prøven. Tak for hjælpen!Ned af første stræk føltes tingene dog lidt underligt - motoren lød fint, men den trak ikke rigtigt - besynderligt. Alt var i øvrigt udmærket - men der var bare ikke træk... Prøven blev kørt på 2:39 hvilket var 10-15 sekunder for langsomt i klassen. Lige efter målfeltet bredte sig en liflig duft af varme bremser, men ingen af os lægger noget særligt i dette - det er immervæk ikke første gang at de har været varme...

Prøve 3 ligger 1½ km væk, og pludseligt undervejs går det op for os at håndbremsen har været trukket... det var så forklaringen på den manglende trækkraft og ikke mindst den fæle lugt af varme bremser... godt så - ikke underligt, og ret nemt at udbedre den manglende trækkraft må man sige...Vi er nu ENDELIGT klar til at tage kampen op, men har allerede mistet ca. 30 sekunder - selvfølgeligt problematisk, men vi er der lige så meget for at hygge os og måle os på den rene speed i bilen, ikke på mekaniske defekte, kørerfejl, eller navigatørfejl for den sags skyld. På prøve 3 får vi endnu en gang fedtet os en plads foran i køen - endnu en gang tak! - denne gang til et andet Golf 2-hold. Prøve 3 er en heftig omgang hvor der er travlt på rattet - men rigtig sjov, og vi kører faktisk en fornuftig tid i betragtning af at vi ikke helt har rystet problemerne af os endnu.

Der er en pæn transport til prøve 4, som hiver pulsen ned det sidste stykke, og vi kommer frem til en af prøverne med godt med grus på. Det er længe siden at vi har kørt noget af betydning på grus - det ser vi ikke meget til på Sjælland. Men jeg har det egentligt ganske godt med det - men skal lige føle mig lidt frem det første sving eller to. Vi kører en helt habil tid på 1 minut og 37 sekunder. Det er 2 sekunder fra den hurtigste, og 3 hold kører 1:36. Det vidste vi ikke på det tidspunkt, men vi syntes det føltes ret godt, og vi er så småt ved at komme i stødet.

Prøve 5 er sidste prøve inden pausen - en prøve der på skitserne så rigtigt interessant ud dels på grund af nogle relativt lange lige stræk, men også nogle relativt store stræk med grus. Her kører vi 2:31 - ikke specielt fantastisk - hvilket primært må tilskrives at jeg mister kontrollen med bilen ved vending 1. Den er valgfri så det er først da keglen kommer til syne at jeg rigtigt skal til at vælge hvilken vej jeg vil rundt - det er også helt fint for jeg er klar til at tage beslutningen da vi kommer om hjørnet, og får også taget den uden tøven. Retningen er fin-fin - men lige ved keglen er der så glat af det grus der er kørt ind fra grusstykket lige inden, at vi ryger for hurtigt rundt og holder med snuden lige foran keglen. Vi har ikke ramt den, men vi er så tæt på at vi må i bakgear for ikke at køre den over. Jeg vælger at gå i bakgear, hvilket naturligvis koster noget tid - i bagklogskabens lys kunne vi sikkert lige så godt have kørt over keglen og taget de 5 sekunders straf - men hvis vi havde været uheldige kunne det have kostet fejlbane alt efter hvordan det var blevet tolket.Men sjov det var prøven dælme!

Herefter skal vi til pause, og vi er - hvad vi har vidst længe - pressede på tiden. Vi ankommer til parc ferme 6 minutter over maxtiden - noget i tvivl om hvad det kommer til at betyde, men vi har som sagt primært det formål at få kørt nogle prøver, og bare der bliver taget tid, så er vi tilfredse. Pausen bliver meget kort for os, og vi kører igen efter få minutter. Denne gang skal vi nå tre prøver på 1 time og 15 minutter - væsentligt mindre presset end første etape hvor vi skulle nå fem prøver ligeledes på 1 time og 15 minutter.

Prøve 6 havde vi også ventet os en del af - den så igen på papiret ret interessant ud, og det holder skam også i virkeligheden. Vi kører dog 2:28 hvilket er lidt i den tunge ende må vi erkende - vi ved ikke rigtigt hvorfor.... Men den var sjov...

Prøve 7 er en lidt åben omgang med meget fokus på linjerne der køres. Feltet ligger meget tæt på tiderne her - indenfor 5 sekunder. Vi kører en tid omkring midt i klassen, og jeg ved at der var sekunder at hente hvis jeg havde kørt en anden linje de to første ture rundt på prøven - jeg kørte simpelthen for hurtigt i første sving, hvilket koster i de næste. Alligevel var tiden som nævnt tålelig. Ude fra prøven får vi at vide at håndbremsekablet hænger langt ned under bilen og gnistrer - ganske rigtigt er det hoppet ud af clipsen forrest på bagbroen - det er dog noget der kan klares ret nemt - men nye kabler er nok efterhånden på sin plads.

Prøve 8 besøger vi ét af Vesta's mange områder på Ringkøbingegnen. En rimeligt lang prøve på 2,4 km, med en maxtid på 3 minutter og 20 sekunder. Prøven ligger rimeligt godt til os, med undtagelse af en valgfri slalom der skal forceres 4 gange - ikke ligefrem en yndlingsdisciplin når keglerne står tæt - men sådan er spillets regler. Anden tur gennem slalommen får jeg endda valgt den dumme vej gennem slalommen så det ikke passer til svinget lige efter. I bagklogskabens klare lys skulle vi nok have haft aftalt i bilen inden hvilken vej vi ville vælge. Men vi havde ikke rigtigt bekymret os om det - dumt...Alligevel kører vi 2:46 hvilket absolut er i den hurtige ende, men placeringsmæssigt ikke rækker ret langt da spredningen ikke er voldsomt stor. Hurtigste mand er godt nok på hæsblæsende 2:40, men ellers to hold på 2:45 - og så os og et andet hold på 2:46 og et enkelt hold på 2:53.

Herefter havde vi endnu en pause - og selvom vi var i mål i god tid, var pausen endnu en gang ret kort - kun lige lang nok til at nå en tår vand og et hurtigt kig på de foreløbige tider.

De afsluttende 4 prøver var gentagelse af 4 af de 5 første prøver. Desværre var den ene af grusprøverne ikke gentaget - men sådan er det.

Prøve 9 vagentagelse af prøve 1 - altså skulle vi til at se hvor hurtigt vi reelt kunne have gjort det, og hvor meget tid kostede os at have problemer med tændingen. Vi kører uden de store faldballader en tid på 2:34. Igen ligger feltet ret tæt, med undtagelse af klassevinderen som kører voldsomme 2:25 - flot!

Prøve 10 er gentagelse af prøve 2 - prøven hvor vi glemte håndbremsen... Det går ganske hurtigt denne gang, og vi kan rigtigt mærke at rytmen er i bilen efterhånden. Desværre bliver der oversatset på sidste alvorlige nedbremsning - undervejs når jeg at tænke at bilen muligvis kunne være blevet styret igennem alligevel, men vi må en tur i bakgear for at få slået sidste sving ind i mål. Beslutningen havde muligvis noget at gøre med at Boesens fine Toyota AE-86 stod præcis samme sted med en ordentlig bule i fronten efter mødet med en meget meget stor sten. Vi ville trods alt gerne have bilen hel med hjem.Tiden blev naturligvis ikke noget at skrive hjem om - men sådan er det.

Næstsidste prøve er gentagelse af prøve 3 - endnu en gang skal vi give den noget gas. Vi kører mere eller mindre max attack og det betaler sig. Vi tager en delt andenplads i klassen, dog 4 sekunder efter hurtigste mand. Dog stadig rigtigt lækkert.

Prøve 12 er en let omskrevet prøve 5. Forskellen er minimal, men der mangler et af grusstykkerne - dog det stykke hvor vi havde en fejl på første tur. Helt trygge ved gruset, med masser af selvtillid i bilen, kører vi også alt hvad Golfen kan holde, og på grusstykket står det ud til alle sider med grus og fotograferne decideret springer væk når vi kommer om hjørnet. Vi kører 3. hurtigst her - dog er der to hold der er et sekund hurtigere end os, så det er en 4. plads. Hurtigste mand er dog hele 4 sekunder hurtigere end os - igen et hæsblæsende tempo, og derfor naturligvis fortjent sejr til Kenneth Thomsen og Brian Andersen i Opel Kadett C Coupe.

Vi slutter på en 5. plads ud af 12 tilmeldte biler i klassen og ender som bedste sjællandske hold - og eneste sjællandske hold der gennemfører. 6 hold gennemfører. 3 hold udgår, 2 hold har meldt afbud. Set i det lys er placeringen måske ikke overvældende, men den har dels sin forklaring, dels er det også en del af sporten at kunne gennemføre. To finish first, you first have to finish (eller på jysk: For at blive først færdig, skal du først blive færdig :-)).

179579