Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

Falken Finalen 2008 hos VAS

VAS stod i 2008 for Falken Finalen, så i anledning af at det var så tæt på, så ville vi rigtigt gerne møde op, selvom vi ikke var i mesterskabet.

Af bare vane var vi som sædvanligt tilmeldt i klasse 6, men havde ikke skænket en tanke at der er krav for at måtte køre i mesterskabsklasserne. Mere bestemt skal man have gennemført mindst to løb i enten SM eller JFM, og her havde vi desværre kun et enkelt. Ingen af os havde tænkt over det, men et opkald fra løbsledelsen fik rodet bod på dette, og vi blev flyttet til klasse 8, som var en "opsamlingsklasse" for alle der ikke passede ind andre steder.

Klasse 8 var således også på frie dæk, hvilket de fleste benytter til at køre på slicks. Vi ejer derimod ikke et eneste slickdæk, og egentligt ville vi også hellere køre på de sædvanlige Falken-dæk, da vi lige så gerne ville bruge løbet til at opbygge lidt af den rutine der immervæk er forsvundet de sidste to sæsoner. Rutinen får vi kun når Golf'en opfører sig som den plejer.

Klasse 8 har i sagens natur start ret sent. For vores vedkommende skulle vi ikke køre før kl. 12:06. Teknisk kontrol var blevet overstået uden faldballader, bilen overklistret med diverse mærker fra løbet sponsorer, og så skulle vi ellers kigge rutebogen igennem.

Løbet bestod af 6 splinternye prøver der skulle køres to gange hver, og aldrig havde været kørt før. Eller rettere - det viste sig at være en sandhed med en enkelt modifikation - prøve 2 havde været benyttet for ca. 30 år siden(!). Endnu mere paradoksalt var der rent faktisk en 2. kører på dagen, som en gang selv havde kørt denne prøve - sjov anekdote må man sige.

Første prøve var lige udenfor rallycentrum hos Bijé Camping i Helsinge. Prøven var i store træk et pænt langt stykke vej hvor man skulle op for enden, gennem en slalom, rundt om en kegle, tilbage og vende og så en tur til inden man strøg i mål.
Kim's far havde taget tid på et par biler inden os - bl.a. nogle Corolla AE82'ere på slicks, og kunne berette om at det så ud til at 2:45 i hvert fald ville være en rimeligt god tid.
Så vi lettede anker og kom deropaf, godt gennem slalommen, lavede en fabelagtig vending, godt gennem slalommen igen, godt ned til, og rundt i næste vending, og ja, sådan gik det faktisk rigtigt rigtigt godt.
I mål var der anerkendende nik fra tilskuerne, og tiden var 2:40 - det kunne vi bestemt ikke klage over - på gadedæk...

Til prøve to havde vi et pænt stykke transport - det bragte os til Tisvildeleje Strands parkeringpsplads - "genbrugsprøven". Beliggenheden lige udenfor byen, og dets generelle popularitet, gjorde at der her var et ganske pænt opbud af tilskuere - ikke mindst blæsevejret taget i betragtning.
Underlaget overraskede mange - inkl. os selv. Asfalten så enormt ru ud, men mange års blæst og sand, har slebet toppene på asfalten helt rund, så det var faktisk ret behersket med greb, og det var på ingen måde den dæk-rasp som man frygtede. Vi kørte en fornuftig prøve og hæderlig tid - ikke prangende, men stabilt og uden drama.

Turen til prøve 3 var også ganske lang, og vi var endda her klar over at den var lukket, men skulle tilkøres. Årsagen havde været at der på området var meget trafik om formiddagen, så efter de første par klasse havde man besluttet at stryge prøven. Den skulle dog køres igen som prøve 8, så for at alle skulle kunne sige at de havde haft kørt på den første gang, fik vi lov til at gennemkøre den med flere biler af gangen, men uden tidstagning, og under forudsætning af at man kørte stille og roligt.
Denne gennemkørsel gjorde os noget urolige for at vende tilbage efter pausen. Der var ekstremt glat da ca. halvdelen af prøven var jord/grus, og der var nogle grundige huller i det i forvejen ujævne underlag.
Vi besluttede at køre prøven fuldt ud som den skulle køres, men naturligvis i behersket tempo - det var formenlig en klog beslutning skulle det vise sig.

Prøve 4 lå i et industrikvarter, og var en rigtigt fed prøve. Her nåede vi hastigheder over 120 km/t, og flere steder var udfordrende og spændende, ligesom at prøven var pænt lang. Vi fik igen begået nogle rigtigt gode vendinger, men tog det lidt mere behersket på et par af overgangene.

Prøve 5 var i samme industrikvarter som prøve 4, og start var kun 50 meter fra mål på prøve 4. Prøven her var ikke specielt meget anderledes, og igen fik vi lavet nogle gode vendinger og kørte fornuftgt og stabilt.

Prøve 6 sidste prøve inden pausen, og lå et meget undseeligt sted ude på landet. Det var tale om en entreprenørs materielplads. En plads der måske ikke var helt ny - ujævn var den i hvert fald. Det var så grelt da vi startede, at vi begge sad de første 200 meter og tænkte på om et hjul var ved at falde af. Efterhånden gik det dog op for os at det bare var underlaget der var ekstremt ujævnt.
Prøven var sjov og udfordrende, og bød på noget interessant (ufrivillig) sidelæns kørsel og andre spændende momenter.

Til prøven kunne vi se en midlertidig stilling der gik til og med prøve 4. Her var vi nummer 2 i klassen, med 7 sekunder til nr. 1, og 10 sekunder foran nummer 3. Alt i alt fornuftigt, med muligheder, men også pres bagfra.
Vi nåede aldrig at se pausestillingen inden vi kørte, så vidste ikke præcist hvordan det var gået her.

Efter pausen var der byttet en lille smule rundt, idet at prøve 1 ikke skulle køres som prøve 7, men som den sidste - altså prøve 12. Ellers var rækkefølgen som første omgang.

Vi kørte således til Tisvildeleje strand, hvor tidspunktet havde gjort at tilskuerantallet var steget betragteligt.
Vi forbedrede vores tid med nogle sekunder, og var egentligt godt tilfredse.

Nu stod fokus om prøve 8 - den hullede - og tidligere aflyste - prøve 3 der nu rent faktisk skulle køre. Da vi når frem er køen enorm - køretiden viser sig også at være over 3 minutter selv for de hurtigste, så det er ikke overraskende med 3 minutters startinterval, tid til start og stop, etc.
Mens vi holder og venter bliver det mere og mere mørkt, og da vi skal til start er det så mørkt at langt lys er absolut påkrævet.
Golf'en er ikke udstyret med kortlæselampe, så Kim's næsten autistiske evner indenfor kortlæsning og -memorering skulle på en prøve. Ydermere har Golf'en kun de to yderste normale forlygter med nær- og fjernlys - GTi-modellernes ekstra fjernprojektører er fjernet for at forbedre luftindtaget og kølingen - det var vi lidt ærgelige over i denne situation - for der var bælgmørkt.
Vi kører en sjov prøve, men ikke overvældende hurtig tid kan vi se - 2:23 er mindst 10 sekunder langsommere end nogle af de normale hurtigere konkurrenter. Men vi er igennem uden buler, skræmmende momenter osv.

Dobbeltprøven er næste skud på stammen - her er der lidt mere gadebelysning, så ikke helt så mørkt. Umiddelbart gør mørket at vi kører mere til, men at vi er ved at komme ind i vanen er naturligvis også en faktor.

Entreprenørpladsen er næstsidste prøve, og her er det for alvor blevet mørkt - Kim kan stort set ikke læse tulipanerne på transporten, og det er endnu værre med prøveskitserne. Der hænger mørke skyer, og vi er langt ude på landet, så det er vitterligt mørk nat på denne prøve. Meget udfordrende må man sige. På dette tidspunkt skal vi bare igennem prøven på fornuftig vis - ingen satsninger.

Til allersidst mangler vi første prøve igen - her mangler vi for alvor lys, da vi kommer med relativt høje hastigheder og skal vurdere bremsepunkt til et vendepunkt langt fremme. Det går hæderligt, men i mål er vi 1 sekund langsommere end første gang - det var forventet på sin vis.

I mål ser vi endnu en midlertidig stilling der går frem til og med prøve 7 - her er vi fortsat nr. 2, med 10 sekunder til 1. pladsen, og 7 sekunder til 3. pladsen. Vi er klar over at nr. 1 skal have lavet fejl hvis vi skal overhale ham, men samtidig er vi lidt bekymrede for 2. pladsen. Vi kan nemlig se at vores 7 sekunders forspring bl.a. er baseret på at nr. 3 har to kegler på de første 6 prøver - det er alene 10 sekunders straftid.
Mens vi venter på de endelige tider sker der lidt murren i parc fermé området. Vi når at se vinderen af klasse 7 - Martin Kirkeby - blive kørt ind i bagerste port - angiveligt til efterkontrol. Yderligere begynder vi at høre at andre biler er blevet kontrolleret, og i hvert fald én er blevet udelukket grundet ulovlig motor.
Inden vi når at reagere på dette bliver vi også indkaldt til efterkontrol - vi er noget undrende, da vi ikke tror på placering højere end nr. 2 - måske endda kun 3'er.
Til efterkontrollen viser det sig at vi vist nok bliver kontrolleret fordi vi har vundet klassen. Vi bliver dog i forvirringen aldrig helt klar over om det er tilfældet eller ej - men tager kontrollen med ophøjet ro.
DASU's repræsentanter beslutter sig for at prøve det meste af måleudstyret af, og der bliver målt slaglængde, boring osv., efter at man åbenbart ville efterprøve påstanden om at det skam var en ganske almindelig 1.8'er helt i overensstemmelse med homologeringen.
Efter kontrol af stelnummer, motor, bur osv., bliver bilen også kigget efter nedenunder, hvor der heller ikke er grund til anmærkninger.

Herefter slipper vi for yderligere tiltale, og vi kan nu se på den endelige stilling at vi rent faktisk har vundet. Det viser sig at den oprindelige nummer 1, har kørt en fejlbane på prøve 8 - netop den specielle prøve som vi valgte at køre fuldt ud i henhold til skitsten, da vi besøger den til gennemkørsel på prøve 3 - vi antager at det var en klog beslutning af os, og det hjalp grundigt.
Vi er naturligvis godt tilfredse med resultatet - vi befinder os ganske vidst i en opsamlingsklasse, men der er flere Corolla AE82'ere og andre meget velegnede biler i klassen, og så vidt vi kunne se, var vi de eneste på gadedæk.

Alt i alt en god afslutning på sæsonen!

179579