SM1 2010 hos NFMS
Få dage efter rallysprint-debuten var vi tilbage i den gode gamle gænge, med en afdeling af Sjællandsmesterskabet i Klubrally. Det skulle blive interessant at køre den lidt langsommere og ikke mindst kortere løbsform. Endnu mere spændende var meget muligvis at vi stillede på Federal-dækkene - de klassede dæk til klubrally i 2010. Det er trods alt et helt almindeligt gadedæk, og kan på ingen måde måle sig med Yokohama A048 r-dækkene som vi lige havde kørt på. Ville vi kunne omstille os til det mindre greb, eller ville vi ende i en hæk grundet overmod?
Traditionen tro var det NFMS der stod for årets første SM-afdeling - og som altid var det 2. påskedag. Rallycentrum var dog flyttet til Ejner Hessel.
Løbet var lidt tyndt besat - angiveligt grundet problemer med tilmeldingen som var flyttet til DASU's hjemmeside - eller var det måske kommunikation om at det var flyttet? Det står lidt hen i det uvisse, men vi var i hvert fald under 40 tilmeldte.
Prøverne var gamle kendinge - med en enkelt new comer, og et par ændringer til de kendte.
Første prøve var således helt som vanligt den der er kendt som Ankervej. Ikke lige en favorit hos os må man sige - ikke mindst fordi NFMS holder fuldt fast i en slalom med ikke færre en 4 kegler. Det er så hvad det er - men de kegler står ubeskriveligt tæt at man nærmest holder helt stille. Derudover risikerer man at blive rundtosset på sidste del af prøven :-).
Men lad nu det ligge - vi gjorde ingen prangende figur, da bl.a. vendingen bagerst på prøven blev noget overivrig - det kneb jo med grebet i dækkene, og så var der i øvrigt ualmindeligt glat/fedtet i det område.
Vi ender med 1:54 hvilket er midt i vores klasse, men generelt da ligger i ca. den øverste fjerdel.
Herefter går det til Sukkerfabrikken I. Det er en gammel kending - ikke voldsomt inspirerende normalvis, men i år var den med et gevaldigt twist. En masse grus, brokker og jord dækkede det meste af området, og der var kommet meget mere sving og teknik på. Håndbremsen var flittigt i brug i det fedtede føre for at bestemme retningen, og det var sjovt.
Her er vi klart hurtigst i klassen med 1:43 og en sund 5. plads generelt.
Sukkerfabrikken II ligger lige om hjørnet, og var stillet op som altid, men den er dælerme også sjov. Der burde stå en fast fotograf på bagerste vending kun til ære for os, for vi kommer uden undtagelse altid sidelæns om det hjørne. Hammerskægt :-).
Vi kører 1:38, hvilket er 1 sekund efter klassens hurtigste, og 7. generelt.
Prøve 4 hed MetalColour og var den nye prøve - og i øvrigt meget publikumsvenligt placeret lige ved siden af rallycentrum. Nye prøver er altid lidt sjove, men helt overordnet set holder den meget godt.
Vi gør da også udmærket figur med 2:02, hvilket er hurtigst i klassen, og delt 2. bedst generelt.
Herefter hedder prøve 5 Toreby. Også en klassikker, og en vi rimeligt godt kan lide. I år var den endda med en ændring som umiddelbart passede os ret godt, og gjorde prøven endnu sjovere. Vi kokser dog noget i det, og klipper ikke mindre end 2 kegler - ærgeligt må man sige, da vi sgu'tte havde meget ud af dem. Det er vitterligt et spørgsmål om at vi lige akkurat snitter dem. Men sådan er reglerne jo.
Tiden uden kegler er 2:10 hvilket er 2. bedst i klassen, og havde været en delt 4. plads generelt - men sådan regnes der jo ikke. I stedet bliver det 3 i klassen, og 16 generelt.
På denne prøve når vi i øvrigt at se en sjælden ting. Steen Petersen i Fiestaen er normalt sikkerheden og stabiliteten selv, men bilen smutter for ham, og han ender med at nedlægge en hæk og knuse hjørnet på sin kofanger. Da Fiestaen er en sjælden RS-model, så kan det nok blive bøvlet at få udbedret - men sådan er det jo.
Efter en lidt længere transport kommer vi til Kettinge. Også en klassikker hos NFMS. Egentligt ikke en vi er helt vilde med - hvilket er lidt pjattet for den er ikke så tosset objektivt set. Vi kører iøvrigt en fornuftig tid. Delt 1. plads i klassen, og delt 4. plads generelt - hvad skulle problemet være?
En pæn tur til Kartofte bringer os til en prøve vi også har kørt før. Her er lavet om på skitsen da prøven nærmest står under vand. Vi slipper dog ikke for kaskader af vand og viskerne på konstant "On".
Vi kan ikke klage over resultatet 1:35 som er klart bedst i klassen, og rækker til 2'er generelt, kun 2 sekunder efter Thomas Korgaard som i øvrigt står øverst på alle prøvernes generelresultat.
Inden pausen mangler kun Sakskøbing genbrugsplads. Den har vi også set før, og vi kan lide den. Tiderne er rigtigt tætte på denne prøve, men 1:43 er bedst i klassen, og delt 4'er generelt - kun 3 sekunder efter bedste tid.
Til pausen kan vi se at vi er 2'er - 4 sekunder efter Ole Bomin i Ford Fiesta ST 150. Surt med de 2 kegler på Toreby, men vi kan også se at det primært er her vi sætter til, så vi er fortrøstningsfulde.
Efter pausen er det tid til en tur til på Ankervej. Solen er også begyndte at titte frem, og generelt er det blevet tørrere på veje og prøver. Ankervej er ingen undtagelse - vi har bedre styr på vendingen og giver generelt mere gas, så vi forbedrer med sunde 6 sekunder. Ole Bomin henter dog også 5 sekunder, og var i øvrigt 3 sekunder hurtigere end os på førsteturen. Så intet er rigtigt vundet her.
Sukkerfabrikken I får en tur til - og her er tiderne virkeligt dalet efter at solen har tørret jorden. Vi laver en forbedring på 8 sekunder. Ole Bomin hiver det samme, men er stadig 4 sekunder langsommere. Vores tid rækker i øvrigt til 3. generelt, 2 sekunder efter den bedste.
Sukkerfabrikken II giver endnu mere sidelæns action da vi får mere fart på igen. Måske lidt for sidelæns - vi er i hvert fald 1 sekund efter Ole Bomin, og tiden rækker kun til 6 generelt.
Prøve 12 er MetalColour igen - vi forbedrer 3 sekunder, og kører 1:59, hvilket er 1 sekund efter Ole Bomin der sætter tiden i klassen. Generelt er der Thomas Korgaard der kører 1:53, herefter der 3 biler der kører 1:58, og vi er fire der kører 1:59, samt 3 der kører 2:00 - altså ekstremt tæt og fra 2. til 11. indenfor 2 sekunder.
Som rosinen i pølseenden køres Toreby igen. De to kegler første gang sidder lidt i baghovedet - på sin vis forbedrer vi med 5 sekunder - men det er kun fordi vi kører samme tid, men kun vælter 1 kegle denne gang. Altså ikke voldsomt prangende. Generelt rækker det til midt i feltet - og dog 2'er i klassen.
I mål kan vi konstatere at vi er slået af Ole Bomin med 16 sekunder... selv uden keglerne havde det altså ikke rakt, og vi bliver 2'er.
Tak til Marianne Sverbæk for fotos på denne side.