Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

Gearkasse

Gearkassen på bilen er et større sammensurium af flere forskellige ting.
Selve huset er fra en 2Y 16V gearkasse, monteret med en 4,64:1 slutgearing (standard er 3,67:1) oprindeligt til en 8V gearkasse, på et Quaife ATB spær.
Da gearingen er til en 8V gearkasse, så er der blevet parret et 4 gears hjul fra en 8V (type FM fra en Scirocco), med det fra en 16V på højgearsakslen. Således kan 16V koblingen (lidt større/stærkere) benyttes, og ligeledes er 5. gear fra 16V (lidt lavere end på 8V).
Glider/synkromeshnavet til 1/2. gear er i øvrigt også fra FM gearkassen, da det var komplet ødelagt på den 2Y kasse jeg havde skaffet.

At montere det hele sammen var et større projekt. Huset blev affedtet, vasket, og derefter først malet med Biltema's hammerlak i sølv. Det så dog ikke specielt godt ud efter min mening, så i bar skuffelse tømte jeg en dåse RAL hvid spraymaling over husene - så det er lidt af et projekt at holde rent :-).

Herefter er der monteret nye pakdåser, samt shimning af spidshjulsakslen - hvilket er et større projekt. Her skal bl.a. bruges en såkaldt "blind hole bearing puller" da man skal have en lejering der sidder nede i et hul med bund i, op og i et par gange for at få sat den rigtige shim-ring i.
Dette overraskede mig noget, så første forsøg på at gøre dette mislykkedes, og det kostede et leje. Herefter konstruerede jeg selv en blind hole bearing puller (jeg var for nærig til at give 1400-1500 kr. for sådan et sæt), og så er det gået fremad.
Jeg kom dog aldrig til at bruge udtrækkeren, for det viste sig at den mindste shimring var den korrekte tykkelse (24 kr. hos VW). På billedet kan ses den opstilling der måtte fabrikeres for at sætte måleuret op så det kunne måle sløret.

Denne shimning skal normalt også gøres med differentialet, men da 2Y kassen havde ok lejer på differentialet, og der i øvrigt ikke blev byttet rundt på noget her, blev det bare monteret som tidligere.

Herefter gik det slag i slag med at montere tandhjulene osv. efter Bentley manualens vejledning.

Det var noget af et projekt at samle sådan en gearkasse, og for sådan en 020 gearkasses vedkommende skal man være aldeles opmærksom på og parat til at fabrikere en del værktøjer for at hive det fra hinanden, og samle det igen.
En kæmpe hjælp har været "Cheap Ass" Ron Pieper - en amerikaner der sætter en ære i at kunne renovere disse gearkasser kun med hjemmefabrikerede, eller forholdsvist almindelige værktøjer.
Han har en hjemmeside med tips og tricks: http://scirocco.dhs.org/cheapassron/020tranny/index.htm - den er et besøg værd, men desværre nogle gange lidt ustabil - forsøg igen efter et par dage, hvis du vil læse det, og den har været nede.
Der cirkulerer ligeledes en video med ham - søg i foraene på http://www.vwvortex.com/ for at finde et link til download. Den illustrerer meget godt nogen af genvordigheder der er ved at skille sådan en kasse ad, og der er tonsvis af tips og tricks. Hvis det er helt galt med at finde videoen, så send en mail, så finder vi ud af noget.


Hold musen over billedet for beskrivelse.
Klik på et lille billede, for at se et større. Klik på det store billede for at lukke det.

179579