Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

Motorophæng

Vi havde i noget tid døjet med at det var lidt svært at skifte gear når bilen drejede - havde i første omgang slået det hen med at særligt 1. gear kan være svært at ramme på langt de fleste biler, hvis ikke den står helt stille.
Senere opdagede jeg at motoren kunne rykke sig en hel del i de originale motorophæng, så det blev så småt overvejet hvad der kunne gøres.

Inden SM5-2004 skulle jeg lige undersøge et par ting for at sikre at bilen var klar, og her gik det op for mig at problemet ikke kun skyldtes at de originale motorophæng er bløde, men at gearkasseophænget var decideret defekt - det var simpelthen gået fra i vulkaniseringen.

Det kunne selv sagt ikke nytte noget, så fabrikationen påbegyndte.

Det gamle ophæng er af en type der vel kan beskrives som en lodret gummicylinder der sidder ned i forbroen, og med et gevind i midten hvor motorens og gearkassens ophæng boltes fast.
Det rør med gevind sad imidlertid ikke fast i andet end ophængene mere, så ud med det.
Herefter blev bunden af det gamle ophæng skåret ud, og alt det gamle gummi blev skrabet, skåret og brændt ud.
Herefter var der en "skal" tilbage som stadig passede ned i forbroen.
Herefter tilpassede jeg et stykke 1" vandrør så det nogenlunde passede i længden til "skallen", og det blev rettet af indvendigt på drejebænken - dette rør blev så svejst fast i skallen.
Dernæst blev der lavet en stor nylon bøsning i to dele, som passede ind i røret, og dette kunne så spændes sammen med en lang bolt. Voila - et styk nyt motorophæng.

Gearkassearmen har jeg tidligere læst om er lidt svag på Golf'erne, og da jeg afmonterede den var jeg ikke i tvivl - den er i noget ret tyndt gods. Så en forstærkning måtte være på sin plads.
Et stykke 25x25x2 mm. firkantrør blev tilpasset, og svejst ovenpå - det skulle holde aldeles udmærket.

Da gearkasseophænget blev monteret, blev der lidt tvivl om hvorvidt det forreste motorophæng var stift nok, så det blev til en hurtig beslutning om at lave et ny her også.
Jeg har tidligere set forreste motorophæng i massivt alu til en Golf 2, så nylon burde ikke være nødvendigt - ikke mindst fordi den tværstiver som det forreste ophæng sidder på, er boltet fast til vangerne med gummimellemlæg - så kan det give sig lidt der.
Som med gearkasseophænget blev det originale ophæng også brugt som grundlag for det nye forreste ophæng.
Originalt består det af en stor jernklokke med en dælens masse gummi i, samt befæstigelser i hver ende af denne.
Her blev klokken ganske enkelt skåret væk, og erstattet af to stykker jern. Et stykke ø40x3 mm. sømløst rør (samme som til bure osv.), med et stykke 25x25x3 mm. firkantrør inden i. Alt er fuldsvejst sammen, og top og bund fra det originale ophæng har fået diverse forstærkningssvejsninger ved samme lejlighed.

Virker det så? Ja så absolut!
SM5 var helt fantastisk på det punkt - jeg kan skifte gear uanset hvor tosset jeg drejer til hvilke sider - motoren bliver bare siddende, og der er ikke noget med at gearforbindelserne ikke passer alt efter hvor motoren synes den skal læne sig hen - den bliver hvor den er.
Bagsiden af medaljen er så naturligvis helt enorme mængder vibrationer i bilen - man er bestemt ikke i tvivl om at motoren er startet - selv i tomgang vibrerer alle 3 spejle en hel del. Men hva', det er jo heller ikke en luksuscruiser.

Senere måtte det forreste ophæng dog opgive. Det blev simpelthen revet fra hinanden. Der blev forsøgt med en gummiklods fra en Escort Mk II, men det holdt endnu kortere. Herefter blev fabrikeret et helt andet design - nu en liggende bøsning i nylon med en gennemgående bolt, og noget generelt meget kraftigt materiale.


Hold musen over billedet for beskrivelse.
Klik på et lille billede, for at se et større. Klik på det store billede for at lukke det.

179579