Klubrallyi Golf 2 GTi 16V

Hydraulisk håndbremse

Kører man klubrally så er der næsten ingen vej udenom hydraulisk håndbremse hvis man kører i klasserne for ombyggede biler. Det gør simpelthen håndbremsevendingerne ganske meget nemmere.

Mit projekt omkring hydraulisk håndbremse havde irriteret mig meget længe. Jeg havde været lidt splittet mellem bare at lave den nemme løsning med at montere cylinderen på det originale håndtag, og fjerne låsen herfra, og så til den helt store forkromede "WRC-stang".

Problemet med den nemme løsning er at placeringen ikke er optimal - det er trods alt ikke så nemt at hive nede mellem sæderne. Dertil kommer at man enten skal opfinde et smart system til at kunne lave lås på håndbremsen, eller også må man finde sig i ikke at kunne bruge sin håndbremse som den egentligt er tiltænkt. Det sidste gad jeg i særdeleshed ikke, så det har haft bremset mig (høhø).

Optimalt var en lang stang ved siden af rattet - meget nemmere at komme til, og så lader det jo den originale håndbremse være som den skal være. Men det er også en lidt større konstruktion.
Jeg har haft kigget på et ton billeder på nettet for at hitte ud af hvordan jeg kunne få plads til sådan en stang. Mit store problem har været at finde plads for mine og co-pilotens ben, samt den originale håndbremse, og gearstangen. Pludseligt en dag faldt jeg dog over et billede der viste at det skulle være muligt at finde plads foran gearstangen, så jeg fik blod på tanden.

Efter lidt moden overvejelse besluttede jeg en variant af hvad jeg havde set, nemlig en stang med en forskydning på - det skulle give den sidste plads til cylinderen, og forhindre karambolage med gearstangen.
Første prøve bestod i at folde en tommestok ud og så ellers sidde og "tage sigte" inde i bilen. En fornuftig vinkel blev fundet, og det blev tegnet op på en skabelon. Stangen blev fabrikeret, og efterhånden blev jeg enig med mig selv om at gå hele "WRC-vejen", nemlig at bygge det så jeg skulle skubbe til stangen og ikke hive. Det har den fordel at jeg ikke skal have ordentligt fat i stangen - jeg skal dybest set bare formå at ramme den - det skulle være muligt næsten uanset hvor spassede mine bevægelser måtte blive i kampens hede.


Hold musen over billedet for beskrivelse.
Klik på et lille billede, for at se et større. Klik på det store billede for at lukke det.

179579