Årets første “store løb” (vi havde kørt et klubrally som test/opvarmning i påsken), skulle være Cimbern Rally. Det første løb i MRS-serien i år, og som også talte til DM 2016, men som noget nyt for MRS, var arrangeret i samarbejde med en tysk klub, og derfor blev afholdt i Nordtyskland.

At køre i Tyskland (eller udlandet i det hele taget) var lige så nyt for os, så der var særlig opmærksomhed på reglementer, skikke osv., men til syvende og sidst var det sådan set mere eller mindre lige som det plejede. Bl.a. fordi det var danske tekniske kontrollanter, samt et større udvalg af andre kendte ansigter fra hjemlige breddegradder som var med i officialtruppen – det er jo MRS-opskriften at klubberne fast hjælpes ad.

Det var nu heller ikke fordi man følte sig specielt alene i det store udland – danskerne udgjorde faktisk langt størstedelen af deltagerne – noget i retning af 3/4 af de over 80 tilmeldte mandskaber i den del af løbet, der var lavet efter det tyske “National A”-reglement (som ligner dansk minirally), var danske. Derudover var der et rent tysk “R70”-løb, med udelukkende tysk islæt blandt de 16 mandskaber her.

Der var med andre ord en temmelig stor skare af biler og mennesker, men den store plads midt i Süderbrarup som var rallycentrum og serviceplads, havde fin plads og fine forhold.

Vi ankom til en lejet ferielejlighed (ret) sent fredag aften efter 6 timer undervejs – der er langt fra Sjælland, og aftensmad skulle også indtages undervejs. 6-7 timers søvn blev det vidst til alligevel, og så op og til servicepladsen hvor vi var tidligt på den. Vi fik fanget de tekniske kontrollanter som de første om morgenen, og så var det jo lige som overstået, og vi kunne koncentrere os om notekørsel efter lidt dokumenter var blevet fikset.

Og sikke nogle prøver… 60 km. præcist alt i alt, fordelt på tre prøver der skulle køres to gange hver. To gennemgående (SS1/4 og SS3/6), samt en rundbane. Den var dog ikke mere rundbane end at der kun var knap to omgange på den, og den var i øvrigt så lang, kringlet, teknisk svær osv., at den næsten lige så godt kunne have været gennemgående.

Inden vi var taget hjemmefra havde vi hørt lidt på vandrørene om at vejene var smalle og grøfterne dybe, og det holdt stik et langt stykke henad vejen. Og var grøfterne ikke dybe, så var markerne bløde, eller træerne store.
Fejltrin ville med andre ord bliver straffet prompte, og meget hårdt – så allerede her begyndte en plan at tage form i hovedet, og noterne blev udarbejdet med nogle af disse ting for øje.

De “små” klasser – som vores – som dog havde 16 tilmeldte og 15 startende – startede først (dog efter R70-deltagerne), så vi var relativt tidligt på prøverne.

Nu med tankzoner

Inden vi kom dertil, skulle vi dog lige stifte bekendtskab med tankzone-konceptet der også er indført i Danmark fra i år. Til Cimbern Rallye var det implementeret på den måde at der var truffet aftale med en tankstation næsten lige ved siden af servicepladsen. Her kunne man enten tanke standerbenzin (98 oktan, og i nogle tilfælde – dog ikke her – 102 oktan, er udbredt i Tyskland), og ellers var der tre pladser på pladsen hvor der måtte tankes fra dunke. Men hvem skulle hive dunkene frem og tilbage hvis man som os ikke har servicefolk?
Vi fik hjælp fra Jan Jørgensens folk som beredvilligt slæbte to af vores Jerry-cans og vores pumpe over, og så fik Golf’en ellers sin vanlige dosis 99 oktan V-power.
Til anden halvdel kunne vi ikke lige skaffe hjælp, så det endte med at den blev toppet op med 98 oktan fra standeren – lidt en underlig oplevelse, og det gjorde da også at vi på prøve 4 måtte mase os frem i rækkerne, fordi de som ikke skulle tanke, eller i hvert fald ikke skulle stå i kø for at betale, jo var kommet før os, trods at de startede efter.
Det var lidt stressende, så vi skal lige have arbejdet på at gøre det på en smartere måde fremover – herunder at bilen er tanket helt op hjemmefra.

Nåh, men de var der allesammen – Jan Jørgensen i Clio Williams, Jens Møibæk i Volvo 240, Gert Marboe i Citroen DS3, Anders Rygaard i Civic Type-R og Michael Ted McBride i sin nye Opel Corsa OPC under den nye Opel Rally Cup – osv.
Der var med andre ord temmelig mange hold som ville være svære at slå, og så var der jo også lige 4 tyske mandskaber hvor vi kun kendte til et enkelt – dem mente vi dog nok at kunne klare – resten var imidlertid ubeskrevne for os.

Da ingen af os har datadækning på mobilerne i Tyskland, kan vi ikke følge med i stillingen på rallyresult.dk undervej. Vi får kun lige set en semi-midtvejsstilling i køen til prøve 5 (inden alle fra prøve 4 er igennem) – så vi kører bare hvad vi kan.

Første halvdel

Vi startede – ikke usædvanligt – lidt forsigtigt på prøve 1. De nye bremser er stadig nye – et er at have prøvet dem til klubrally (uanset B-prøver eller ej) – noget andet er at bruge dem på en umanerligt krøllet tysk bagvej.
Nåh ja, og så blev man jo ikke mere opildnet af at se strandede biler alle vegne. Garvede mandskaber holdt på marker, i grøfter osv. – løbet var allerede begyndt at kræve sine ofre.

Vi laver dog alligevel 6. bedste tid i klassen på stabil kørsel, og kun 1 sekund efter 5. bedste i klassen.
Allerede her begynder der dog at falde nogen i klassen. Anders Rygård står noteret for en utroligt høj tid, som passer med en 5 minutters straf han er tildelt. Om det reelt er her han får den straf eller ej, vides ikke, men vi ser bilen til service med jord på kofanger og skærme, så måske. I sin Civic Type-R er han i hvert fald noteret for næstdårligste tid i klassen på prøve 1.
Søren Jensen i ex-Peter Kiil Peugeot 207 RC rammer også ved siden af det sorte og får dermed dagens dårligste tid.
Derudover er der et par andre tider som virker mistænkeligt dårlige.

Prøve 2 er lang – meget lang… de hurtigste i klassen kører den på lige over 10½ minut – vi bruger lige over 11 minutter hvilket er til en plads lige midt i klassen. Vi føler faktisk at vi giver god gas, de mange snævre hårnåle går det meget godt med at komme igennem, og da vi pludselig ser halen af Jens Møibæks 240 kort efter at have set en større flok tilskuere løbe på en mark efter at have hjulpet ham, går jagten ind. Den bliver dog kortvarig, for Jens kører ud fra rundbanen før tid – vist nok i en blanding af en fejltælling og at ville se til defekterne på bilen. Venstre forhjul står nemlig helt skævt efter turen på marken.

Prøve 3 er på en måde lidt et antiklimaks ift. prøve 2. Den er meget kortere, og med meget højere hastigheder. Ret tidligt på prøven er der reelt noget i retning af 800 meter som er uden væsentlige forhindringer, og resten er ikke voldsomt anderledes. Vi synes egentlig ikke at vi her gør en voldsomt prangende indsats, men formår alligevel at lave klassens 5. bedste tid – og det under 9 sekunder fra den bedste. Underligt som det kan snyde af og til.

Nu var det regruppering og derefter servicepause. Vejret var herligt for årstiden, og Golf’en kørte såmænd snorelige, så kontrol af et par småting, lidt mere tryk i bagdækkene, og så prioriterede vi at tanke os selv.

Efter pausen

Det højere tryk var en god prioritering – for der blev kørt med noget mere overbevisning på anden gennemkørsel, men der var få fejl fra de tilbageværende, så det rakte til 7. bedste tid på prøve 4, som er første prøve efter pausen – det var dog et ret tæt opgør med noget i retning af 6 biler indenfor 5 sekunder før og efter os, og yderligere nogle stykker der kun er yderligere få sekunder fra.

Prøve 5 var rundbanen igen, og der er stor optændthed i bilen, lidt mere bred kørsel osv. Der er da også en forbedring, men kun på 7 sekunder – ud af 11 minutter er det ikke helt vildt – slet ikke ift. hvordan det føltes – men 6. bedst igen. Grundet det længere stræk er spredningen dog større, men der er stadig kamp til stregen.

Prøve 6 var en gentagelse af prøve 3 – også i følelse og resultat. Vi er altså atter 5. bedste i klassen på den prøve, denne gang kun 7 sekunder fra den bedste, og under 2 sekunder fra nummer 2 (som vinder klassen) – det er med andre ord tæt, og lidt af en herrefight.

Det er dog ikke mere herrefight end at det er et rent kvindeligt hold som vinder klassen – den tyske duo Stephanie Zorn og Katrin Telschow i Renault Clio sætter nemlig alle gutterne på plads.

Gert Marboe har dog ligget til at vinde med en føring på lidt over 10 sekunder efter prøve 4 – men efter eget udsagn kostede sjusk i noterne en ordentlig øretæve til bilen, da et sving bliver skåret for kraftigt. Dermed blev en mulig sejr vekslet en masse arbejde på værkstedet, og regninger på dele – surt show.

Vores resultat er sådan set godkendt. Taktikken om at prioritere sikker og stabil kørsel over maximal attack (for os) giver pote. En del af de hold der på ren speed må forventes at kunne slå os, og som der skal kæmpes med i både MRS og DM-sammenhænge resten af sæsonen, kommer slet ikke hjem med point, og et par andre slutter vi foran – ikke så dårligt udgangspunkt for resten af sæsonen.

Vi tager 5. pladsen i klassen, lige efter et andet tysk mandskab ligeledes i Golf 2. Faktisk er vi kun ca. 2 sekunder efter ved mål, og godt 12 sekunder til 3. pladsen – men det kan vi jo ikke bruge til meget andet end at stive egoet lidt af.
Vi kan dog bruge det til noget at der var to tyske mandskaber foran os – for de kan ikke tage point i DM-sammenhæng. Og da ingen i klasse 1 – som kører i samme DM-klasse som os hvorved deres tider tæller med ved DM-pointtildeling – er hurtigere end vi er, kommer vi hjem fra Slesvig-Holsten med DM-point for en 3. plads.

I stedet for de alen lange videoer af alle prøver i fuld længde, er der denne gang i stedet lavet et sammenklip af lidt highlights.
Det er så mere dynamisk, for vi er oppe på ikke færre end 3 kameraer nu, så der er lidt forskellige vinkler at se tingene fra.
Desværre viser det sig at det hjelmmonterede kamera har det mere end almindeligt svært med farverne på standardindstillingerne – så vi skal på forhånd beklage de lilla marker og andre underligheder :).