Dagens klubrally blev en lidt blandet omgang…

Den korte historie er at vi hjembragte en tredjepræmie ud af 11 tilmeldte i klassen – det er sådan set meget godt.
Om det var helt fortjent, er en lidt mere nuanceret historie…

Først og fremmest var det første gang i årevis at vi skulle køre et klubrally. Personligt var jeg noget i tvivl om hvorvidt jeg fortsat var i stand til at lave en anstændig håndbremsevending. Desuden skulle de nye bremser testes, og hele bilen som helhed prøves af efter vinterens adskillelse.

Allerede på første prøve var den gal – bremserne virkede nu godt nok – lidt for godt næsten – der skulle i hvert fald lige arbejdes lidt med nogle senere bremsepunkter.

Men første håndbremsevending? Jøsses – det var en katastrofe der krævede bakgear osv. De resterende to vendinger gik lidt bedre, og så var resten lidt mere vej-agtigt hvilket passer os godt.
Tiden var umiddelbart en katastrofe på 6 sekunder fra max.-tiden. Det viste sig dog at den max.-tid var HELT skæv – alt for lav. Så tiden var faktisk ikke totalt elendig.

Herefter et par prøver til hvor vendingerne blev mindre elendige, inden vi kom til Sukkerfabrikken. Her led vi umiddelbart af en punktering, men den var kun delvis/sivende, så vi opdagede den først på transporten.
Så måtte der jo skiftes hjul…

Efter yderligere et par prøver strøg en slange til servostyringen. Pumpen er elektrisk, så vi kunne slå pumpen fra og på den måde undgå at den led overlast uden olie, men resten af løbet måtte køres uden – og der manglede over 10 prøver!

Særligt manglede den mest krøllede to gange, og en servostyret bil hvor servoen holder op med at virke, er grusomt styg at dreje. Tilsæt dertil et spærredifferentiale der hele tiden balancerer kraften mellem bilens sider, og man har noget af en opgave for sig med at styre apparatet.

Derudover var der præsteret en fejlbane på masters-prøven, da vi krydsede over det forkerte sted. Helt klart en kørerfejl…

Alligevel lå vi treer til pausen… og årsagen var et temmelig stort mandefald i klassen – noget der kun blev forstærket yderligere efter pausen.

Efter pausen kørte vi rimelig fejlfrit, men ret besværet af den manglende servo. Dog kiksede første vending på første prøve efter pausen igen – denne gang med endnu værre tid til følge.

Et målfelt fik vi også fundet tid til at overskride – det skyldtes et lidt for tæt løb på masters-prøven, hvor vi i den grad var side om side med en klubkammerat – men liiiige lidt bagefter. Det skulle da indhentes med en udbremsning – men blev til en oversatsning.

Alt i alt var løbet sådan set en succes.
Vi fik testet grejet, der blev rystet et par lus ud, og der kom lidt sølvtøj med hjem.

Løbet var i øvrigt det første på Sjælland efter de nye regler med mulighed for A og B-prøver, hvor rallybiler kører nogle ekstra – og mere “vej-rally-agtige” – prøver.

Efter vores opfattelse fungerede det godt, da man havde fundet nogle vejforløb frem, som gav lidt forsmag på hvad man finder i minirally og DM-rallysammenhæng, og kan dermed være med til at forberede bedre.

Det er ikke alle der deler den opfattelse, lige som at ikke alle var tilfredse med at det blev til i alt 18 prøver for rallybilerne.
For os synes vi at det er prisværdigt at NFMS har lagt så stort arbejde i løbet, og vi synes de fortjener skulderklap for at tage ja-hatten på og prøve kræfter med et nyt koncept.

Ja, der var måske et par fodfejl her og der, men det ændrer ikke ved et absolut godkendt motorløb med høj “value for money”.

Leave a reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>