DM rally venter…

Så er det i morgen at vi drager til det jyske. Efter at have afleveret unger i skole, børnehave og dagpleje, mødes vi kl. 7:30 og sætter kursen mod Vejle.

På servicepladsen skal vi hurtigt have sat op når vi er noget frem, have rutebog og andet materiale udleveret, og så skal der ellers laves noter til den store guldmedalje.

Det har vi frem til omkring 17-tiden til at gøre, da vi også skal nå licenskontrol og teknisk kontrol – men det burde kunne lade sig gøre.

Selvom det i princippet “bare” er mere af det samme når man skal køre et DM rally kontra et minirally, så har vi da allerede nu haft visse aha-oplevelser på områder som vi ikke lige havde haft i kikkerten.

Noget så helt simpelt som benzinbehovet har været lidt en kilde til et nyt område der skulle håndteres. Vi er vant med at kunne køre et helt minirally på en tankfuld (Golf’en har den originale tank på ca. 50 liters kapacitet), men der er heller ikke mere end ca. 40 km. hastighedsprøve og typisk omkring 120-130 km. total med transport. Femte afdeling af DM rally byder på ca. 3 gange det… og ikke mindst hastighedsprøverne er jo et område hvor der bliver brændt noget af. Med 126 km. hastighedsprøve står vi til at brænde 45-60 liter benzin af alene der. Læg dertil over 200 km. transport, og så ryger der hurtigt 30 liter til.

Det har betydet at vi har måttet forholde os til hvordan vi kunne have benzin på servicepladsen, hvordan vi fik det derhen, og ikke mindst hvordan vi får det på bilen i servicepauserne. Til Slagelses minirally havde vi eksperimenteret med en jerrycan med en almindelige hældetud til – men det var ikke just en fornøjelse. Det løb over gennem udluftningen, det tog lang tid, og så er 20 liter + ståldunken i sig selv en udfordring. Alene tiden blev en kilde til nervøsitet – for når vi selv klarer service, så kan det ikke nytte noget at vi ikke kan nå at skifte hjul eller lave en nødreparation fordi det tager en evighed at fylde brændstof på – eller omvendt. Så her er blevet indkøbt en pumpe til netop jerrycans.
DM5 byder desuden på en “remote refuel” – dvs. et sted ude på ruten hvor der kan tankes. Her måtte vi i gang med at nærstudere tidsplanen, for da vi ikke har servicefolk med, skulle vi jo vurdere om Golfen faktisk ville kunne køre det sidste igennem uden at tanke. Her hjælper den relativt store standardtank sammen med det faktum at vi ikke just – som S2000-bilerne f.eks. – har 300 hk under hjelmen. Færre hk er trods alt – alt andet lige – det samme som en mere økonomisk bil.

Dette DM rally byder også – hvilket dog er lidt usædvanligt også i DM rally-sammenhæng – på nattekørsel. Så de gamle ekstralygter er blevet støvet af, og en ny monteringsramme/stativ er blevet bakset sammen og testet af.
I den virkelig mystiske ende, er det blevet konstateret at kontrollyset fra samtaleanlægget reflekterer lige kraftigt nok i bakspejlet, når det er nat. Der er ikke noget problem i dagslys, men det er decideret irriterende og distraherende i mørke. Endnu værre i den kategori, har været det monterede shift light – for at det ikke overses i dagslys, er de fire LED’er ret store og kraftige – men hvor lyset på samtaleanlægget blot var irriterende, så er shift light-lyset så kraftigt at det er decideret blændende og ødelægger nattesynet – og dermed altså farligt.
Samtaleanlægget er blevet klaret med noget så low tech som en sort sprittusch som har dæmpet lyset kraftigt. Shift lighten var mere kompliceret… her skulle den høje intensitet kunne være der i dagslys. Løsningen blev en fire-polet kontakt med formodstande på den ene kreds, så der kan skiftes mellem høj og lav intensitet.

Ekstra bremseklodser og skiver er også i bilen, ligesom at der er købt ekstra batterier til kameraet – der er virkeligt mange småting.

Følg med på http://www.facebook.com/LBRallyTeam – vi vil forsøge at opdatere i de pauser vi når måtte få.

Leave a reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>