DM5 i Vejle i slutningen af september, kommer til at indeholde et måske mindre sædvanligt syn i feltet.
Det sjællandske LB Rally Team har nemlig tænkt sig at gøre DM-debut til dette løb, og teamet er meget langt fra den velsmurte maskine af mange forskellige mennesker og udstyr, som kendes fra frontløberne og noget ned i rækkerne.
Faktisk består teamet fast kun af 1. kører Brian Skovgren Klausen og 2. kører Kim Sørensen, hvor langt det meste forberedelse klares af 1. kører Brian.
Bilen – en VW Golf 2 16V fra 1986 – der deltages i, har de to i de sidste 8 år sammen brugt til alt fra klubrally til minirally. Helt oprindeligt startede den i teamet som helt standard i 2003, og med et par skiftende 2. kørere frem til at Kim satte sig fast i højresædet i 2005.
Brian har selv bygget alt på bilen henover de seneste 10 år. Motor, gearkasse, bur, karosse, etc. – det er simpelthen et spørgsmål om at holde budgettet på et niveau hvor der er plads til at komme ud og køre mest muligt. Han kender derfor bilen ud og ind, men da han ikke er ekspert er det selvfølgeligt ikke den mest potente bil – men han er godt tilfreds ift. midlerne.
Det med budgettet, og prioritering af køretid, er også årsag til at servicebilen ikke er en kassevogn. Det er derimod familien Skovgren Klausens hverdagsfamiliebil. En Ford Mondeo stationcar som er ganske rummelig trods alt, men ikke levner plads til at transportere de store luksusudskejelser som telt, mange dæk, etc.
Men der er plads til donkraft, værktøj og andre fornødenheder.
Om valget af at stille til start i en DM-afdeling, siger Brian: ”De øgede krav til sikkerhedsudstyret i minirally her til 2013-sæsonen, og et par selvvalgte opgraderinger vinteren over, gjorde at vi faktisk kun var et sæt undertøj hver, samt et par godkendte sko til Kim, fra at kunne deltage i et DM-løb”.
”Så over vinteren besluttede vi at gå det sidste stykke og sætte som mål at vi skulle prøve kræfter med en DM-afdeling. I 2012 havde der jo været afdelinger med halvt startgebyr for useedede, og hvis man ser på prisen pr. prøvekilometer, så var et DM jo sådan set et slagtilbud af de helt store for sådan nogen som os” fortsætter han.
”Sæsonstarten blev i DM-regi lidt kaotisk for os at se på – bl.a. kørte ordningen med halvt startgebyr ikke videre. Fuldt startgebyr var vi ikke helt sikre på at vi kunne skrabe sammen i husholdningsbu
dgettet. Men med oprettelsen af Rally Danmark fik vi håb igen, og DM5’s ekstra lave startgebyr gør at vi slet ikke kan sige nej til at stille op – og tilfældigvis passer DM5’s dato os klart bedst alligevel” lyder det om overvejelserne.
Så på Vejle-kanten d. 20-21 september ko
mmer altså også en ældre ekvipage – uden helt samme hastighed, grej og ikke mindst ambitioner som mange af de andre hold – og det passer det lille team fint.
”Vi er ikke til start som en protest mod, eller på trods af, de store hold – tværtimod – de skal være der, og gør jo det de skal. Men udover at vi rigtigt gerne vil have en stor oplevelse og prøvet suset ved DM, samt se hvor langt et setup som vores rækker, så håber vi at vi også kan sende et ”kom-nu-ud-af-hullet”-signal til de mange rallysprint og minirally-hold ude i landet. Vi vil gerne vise at man sagtens kan møde op og have det sjovt selv i DM, uden at det skal koste en formue. At nye(re) dyre biler og ditto udstyr, ikke er en forudsætning bare for at være med. Vi betragter bestemt ikke os selv som en kæmpe saltvandsindsprøjtning for dansk rally, men vi mener egentlig at vi kan vise flaget for at der også er mulighed og plads til budget-deltagere i DM-sammenhæng – flere biler må alt andet lige være i alles inter
esse, og en forudsætning for at flere deltager i topstriden” sluttes der.
Teamet kan følges på http://www.lbrt.dk og http://www.facebook.com/LBRallyTeam.
Leave a reply