Første afdeling af MRS/DM gik ganske godt for os – vi fik DM-point for en tredjeplads i mesterskabet, og i løbet blev vi nr. 5 ud af en ganske stor flok.

Anden afdeling kunne vi desværre ikke deltage i pga. Kims andre forpligtelser udi historisk pålidelighedsrally – men vi var klar til tredje afdeling af MRS, som modsat de to første, ikke også talte til DM. Dermed var deltagerantallet også noget reduceret, da kampen skulle stå i Gråstens omegn.

Det var anden gang vi var der, og ca. halvdelen af prøvekilometerne var gengangere fra sidst. Herunder var det gensyn med det meste af den prøve hvor sporten havde en grum (heldigvis ikke-dødelig) ulykke for år tilbage – noget som selvfølgelig gav lidt snak rundt omkring.

Seks mandskaber kunne vi stille med i klasse 2, og vi skulle battle på de traditionelle 3 prøver der skulle køres 2 gange hver.
Vores modstandere var Jens Møibæk i Volvo 240, Søren Andersen i Opel Astra OPC, Kenn Rasmussen også i Opel Astra OPC, Søren Jensen i Peugeot 207 RC og sidst men ikke mindst den lynhurtige tysker Stephanie Zorn i Clio Sport.

Vi tvivlede på at kunne bide skeer med Stephanie, Jens så vi frem til atter at kæmpe med, og resten skulle vi helt klart kunne slå vurderet ud fra historikken. Dvs. dårligere end nr. 3 var uacceptabelt, nr. 2 ville være et godt resultat, og nr. 1 ville realistisk vurderet kræve fejl hos Stephanie.

Der var dog også lige en joker i form af at vi for første gang skulle køre på DMACK-dækkene – og det kun bagpå – og vi kendte dem ikke, skulle hitte ud af hvad trykket skulle være, hvordan bilen ville opføre sig, osv.

Det blev også udslagsgivende for 1. prøve – bilen sejlede rundt og opførte sig slet ikke som vanligt. Det var så galt at vi troede den var punkteret – men det var den ikke.
Det blev et tema særligt for første halvdel af løbet.
Søren Jensen var utroligt tæt på at slå Stephanie på denne prøve, lige efter kom Søren Andersen, ca. 10 sekunder efter kom vi, og yderligere 4 sekunder efter komme Jens. Stephanie var dermed startet godt ud med at køre fra os, men vi skulle lige så meget køre mod dækkene viste det sig.

Prøve 2 er problemet med dækkene større. Grebet glipper nemlig først rigtigt med temperatur, og her kører vi længere, og dermed længere med højere temperatur.
Fordelingen er noget anderledes – Jens har fået fart i Volvoen og kommer ind som nr. 2 efter Stephanie, med os på 3. pladsen. De 2x Søren får lavet nogle grumme fejl at dømme efter tiderne, og Kenn er udgået allerede.

De to gange Søren vågner dog igen til prøve 3, hvor de igen sætter sig på 2. og 3. bedste tider efter Stephanie, Jens lige efter Søren Jensen, og vi er 4 sekunder efter Jens.

Efter pausen var prøve 4 en relativt tæt affære, men vi kunne slet ikke finde ud af noget. Vi havde en flue i kabinen på et tidspunkt og koncentrationen var bare lav.
En justering af dæktrykket havde hjulpet – men grebet var stadig ikke godt nok, så der blev stadig kæmpet.
Det placerede os på sidstepladsen i klassen på den prøve – ikke prangende.

På prøve 5 havde vi fået lukket husdyret ud af kabinen og samlet tankerne, og så blev der givet mere gas. Vi formår næstbedste tid på prøven – faktisk på sin vis den bedste. Men netop det kræver en forklaring: Søren Jensen ender bogstavligt talt med at fælde et træ, og da han var en af de tidlige i klassen påvirker det os alle sammen, og vi reagerer ret forskelligt på situationen. Da prøven er en rundbane og uheldet sker inde på selve rundbanen påvirker det os også forskelligt.
Vi skal f.eks. passere stedet to gange, mens Jens kun skal forbi en gang. En official er lidt tvetydig i sin signalering, og det får f.eks. Stephanie til at køre ud fra prøven før tid, mens Jens og vi kører færdig og blot kører forbi med nedsat fart.
Trods at vi skal forbi stedet to gange forbedrer vi os med 4 sekunder og kører 5 sekunder fra Jens. På dette tidspunkt placerer det os som nr. 2 i klassen, da Stephanie bliver tildelt en max tid da hun kører en omgang for lidt.

Vi er godt tændt til prøve 6, og kører også godt til her og klassen ligger relativt tæt her ift. første tur.

I mål regner vi med at skulle have sølvtøj hjem, men Stephanie vælger at protestere over den tvetydige signalering på prøve 5, som giver hende en max tid. Løbsledelsen tager dette til efterretning og tildeler hende en fair tid, som er noget bedre end vores, men også dårligere end hendes første gennemkørsel.
I kampens hede er vi og Jens og Charlotte noget utilfredse med den kendelse da det efter vores mening også er en del af sporten at kunne reagere korrekt på signalerne. Vi må dog erkende at Stephanie har en pointe – vi har selv påpeget den tvetydige signalering, men har bare reageret anderledes på den.
Det korte af det lange er at Stephanie har kørt fejlfrit hele dagen, og hurtigt – langt hurtigere end nogen af os andre. Set med de briller er hun den moralske vinder af klassen, og rykket er sådan set fortjent når man tænker over det i en mere nedkølet tilstand.