Der er stadig planmæssig fremdrift i renoveringen af motoren, men det tager jo lidt tid når det kun er aftener der kan bruges, og der også er andre ting der skal laves.
Men i går blev topstykket lagt på og spændt ned, og finjustering af knasterne gennemført.
Der mangler ganske lidt finish rundt omkring på motoren, førend den er klar til at få monteret kobling og svinghjul og derefter blive parret med gearkassen. Og så er den jo klar til at kaste ind på plads.
Inden den skal på plads, så er der dog lige noget med nogle servoslanger der skal laves mens det er nemt at komme til. Der ventes på en enkelt fitting, da der var sket et fejlkøb. Den rigtige bør dog komme indenfor et par dage.
Derudover skal det motorophæng som var skyld i hullet i bundkarret, i sagens natur også repareres.
Der er med andre ord ikke voldsomt meget arbejde tilbage i at få motoren på plads i hullet, men det er dog ikke helt gjort med det. Dem der har fulgt med på Facebook ved at motoren tilsyneladende har lidt af noget tændingsbanken. Ikke specielt højt – men meget muligvis ret konstant. Det har altså ikke været hørbart, men langvarigt. Der er lagt en plan for at få mappet motoren ind med bedre sikkerhedsmargin så vi forhåbentlig ikke ryger ind i det problem igen – den slags kan godt komme til at tage noget tid.
Leave a reply