Så er vi så småt ved at lade op

En kort opdatering på hvad vi går og laver synes at være på tide.

Efteråret og det meste af vinteren har ikke været så produktiv ift. Golf’en. Privatlivet har trængt sig på, og det har gjort at det har knebet med at få skiftet garageloftet så hurtigt som det kunne være sket. Forkert leverede materialer til det projekt, hjalp heller ikke på sagerne.
Men for nogle uger siden blev loftet færdig, og garagen er blevet så ryddelig som den ikke har været siden vi flyttede ind i huset i sin tid – det skulle jo fejres med at rode det hele til med Golf-dele.

Golfen havde overvintret i en anden garage, mens “dens egen” blev renoveret, så efter afhentning blev den smidt på bukke, og vi hev gearkassen ud som det første.
Kassen er skildt ad, og skaderne fra DM5 er blevet opgjort.

Første gear var “forsvundet” – eller rettere ville ikke bruges. Dette kunne tilskrives en skæv skiftemuffe – det er heldigvis nemt fikset.
Problemet med koblingen har vi ikke 100% kunnet identificere, men vi mistænker noget med en trykplade og det faktum at udrykkerlejet ikke så for godt ud. Der vil blive skiftet nogle dele forebyggende, og så må vi tage den derfra.

Vi kunne naturligvis ikke bare skille gearkassen ad uden at overveje opgradering, og i skrivende stund er 3., 4. og 5. gear derfor på vej til Tyskland for at undergå lidt ændringer. Retur skulle gerne komme – sammen med lidt anden gear, lejer osv., 3., 4. og 5. gear som giver væsentlig kortere spring mellem sig. Faktisk bliver gearkassen meget tæt på en “rigtig” motorsportsgearing, med undtagelse af at 1. gear stadig er ret lavt. Det bliver dog mere anvendeligt end det er i dag, så der er gevinst på alle fronter trods alt.
Topfarten ved 7500 rpm ender på ca. 170-172 km/t, hvilket er en væsentlig reduktion over de teoretiske +200 vi har i dag – men aldrig er i nærheden af.

Nu gearkassen er skildt ad og koblingen ligeså, sker der en opgradering af svinghjulet, til et lettet et af slagsen.

Ellers er der et par andre småting på tapetet: lidt ny plastik på skærmene og under kofangeren (det har holdt hårdt for de forgangne sæsoner, og det ses), et frisk samtaleanlæg i bedre kvalitet, samt lidt forbedringer rundt omkring i form af ekstra lys i kabinen og motorrum til hvis der skrues i mørke – f.eks. til service, og en masse andre småting.

Rent sportsligt er vi ikke 100% klar på planerne. Vi kommer nok til at køre Yokohamamesterskabet i Øst, som testplatform og vedligeholdelse af køreevner. Lidt MR bliver det nok også til – men næppe det helt store. Der er ikke mange på Sjælland i år, og de er trods alt lidt korte.
Vi har generelt sat snuden op efter at køre nogle få større løb – ikke mindst efter at vi prøvede kræfter med DM. Hvilke det præcist bliver, ved vi ikke helt endnu – det vil afhænge af størrelsen på startpengene, men vi har også kig på at køre et eller to løb i Tyskland. Bl.a. Ostsee Rally, som er ret tæt på, og giver en rigtig god pris for udenlandske deltagere.
West Euro Rallycup har vi også kig på som “leverandør” af et løb eller to.

Leave a reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>