I skrivende stund er spjældhusene ikke monteret, da Golf’en kører i Grp. E hvor udskiftning af indsugningsmanifold ikke er tilladt. Men i sin tid har bilen kørt i Grp. H, og her var nedenstående monteret.
Det har længe været en drøm at få spjældhuse på Golf’en – også med den gamle 8V motor. Den gang måtte det opgives på grund af pladsproblemer, men det havde bidt sig fast.
Ikke fordi der nødvendigvis er det helt store behov effektmæssigt, og indsugningen er ikke det første sted der har problemer på sådan en VW 1.8 16V.
Men lyden er jo fænomenal + jeg kunne ikke stå for udfordringen i at bygge det til en fornuftig penge.
Så da jeg faldt over et sæt spjæld fra en Toyota Corolla 1.6 20V “Blacktop” til en meget rimelig pris – ja så måtte jeg slå til.
Spjældene lå og gloede i et lille halvt års tid inden jeg fik taget mig sammen til at gøre noget – men så greb sagerne om sig.
Manifolden måtte custom fremstilles i hånden, da der jo er tale om lidt af en “klon”. Manifolden er lavet ved at tage det nederste af en gammel manifold (her fra en Audi 80 16V Sport), og hakke den af ret langt nede mod topstykket.
Manifolden er Audi-udgaven af den “lille” 42 mm. Herefter er alurør i ø42 mm. alurør mast aflangt i den ene ende så det passer til de ovale huller i den originale manifold.
Selve spjældhusene er naturligvis runde i hullerne, så her går rørene direkte rundt til husene.
For at få spjældhusene til at sidde til manifolden er der lavet en flange i 10 mm. alu der er boret og tilpasset til spjældhusene.
Alt dette er loddet med noget der hedder Durafix, og delvist MIG-svejset med alutråd med Argon.
Fuelrailen er lavet af almindelige kobberfittings der er tilpasset og loddet sammen.
Spjældene er monteret med et sæt tragte med stor radius. De er monteret på en tilpasset aluplade, og til denne er der støbt en glasfiberkasse med rør for enden. Her monteres luftfilteret – det sidder lige i luftstrømmen mellem køler og forlygte.
Leave a reply