Yokohamamesterskabet øst – 2. afd – 2015

Næsten inde i juni måned, skulle vi for første gang i aktion i 2015 – ikke just i god tid, men sådan er det når privatlivet også trænger sig på.

Der var lavet diverse opdateringer gennem vinteren, så selvom vi ikke lige prioriterer Yokohamamesterskabet, så kan man ikke tage fra det at det er en fantastisk lejlighed til at teste – så det ville vi gøre.
Der skulle dels testes motorstyring, dels undervogn, dels generel race-readiness.

Vi fik stillet op på pladsen som vanligt, spændt efter osv., og efter gennemkørslen gik Kim i krig med at skrive noterne – og så gik det ellers galt derfra…

Brian sad i bilen og koncentrerede sig og ladede op, og kastede et blik på ildslukningsanlægget som jo skulle aktiveres. Her blev overset/ignoreret en “system check” lampe der lyste, og armeret blev det – med det resultat at det fyrede af…
Der var åndsnærværelse nok til at trække røret af selve flasken, så skummet kun kom ud bag passagersædet, og kun ganske lidt ud af alle dyserne rundt omkring i kabine og motorrum.

Årsag til miseren: en kortslutning et sted i ledningsnettet – og når anlægget ikke er armeret og man trykker på en af knapperne, indikerer “system check”, at kredsløbet fungerer. Her var der så en kortslutning, så at armere betød fyre af. Æv…

Vi fik drænet det værste skum ud af bilen, og så var det jo sådan. Ildslukningsanlægget er ikke obligatorisk til sprint, så det var jo “bare” penge og bøvl på et senere tidspunkt.

Vi kørte ud til heat 1, og det gik stille og roligt – de nye fjedre og indstillinger skulle man lige vænne sig til. Tiden var heller ikke prangende må man sige – men værst var dog da vi til sidst på sidste omgang rev udstødningen over efter katalysatoren. Det gav en “anelse” støj.

Vi fik dog rimpet det sammen – det var bare en normal samling hvor det ene rør glider over det andet, der var gået fra hinanden, og der var ikke rigtig nogen overlast, udover et par døde gummiophæng som blev erstattet med spændebånd.

Næste heat havde vi åbenbart noget mere fart i den pr. omgang ifølge en uofficiel tidstager på sidelinjen. Men det holdt kun ca. 2 omgange, så mistede forhjulene og motoren kontakten med hinanden uanset hvilken stilling koblingspedal og gearstang var i.
De første tanker gik i retning af dødt trækakselled, og den slags kan jo repareres – men nærmere undersøgelse viste at det var noget indenfor gearkassehuset – evt. koblingen – så exit for den dag.

Alt i alt ikke den store succes mildt sagt – men samme aften blev gearkassen hevet af, og ud kom diverse dele af koblingsnavet. Gearkassen var altså ok.
Nu er der bestilt ny kobling og ildslukningsanlæg, og så skal vi gøre det bedre til MRS2 i Ebberup d. 6/6.

Video fra heat 1. De nye fjedre skal føles på tænderne, udstødningen ryger af, osv.

Video fra heat 2. Mere og mere børsten tænder fra en mere og mere genstridig kobling, ender med manglende forbindelse til forhjulene fra motoren, og fuldt stop efter 2 omgange.

Video fra TMfoto.dk. Man kan se os omkring 5:35 og 13:42

 

Leave a reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>