Bygholm Minirally 2014

Bygholm Minirally skulle være vores første vejrally i over et år, så vi var vældigt spændte. Det var samtidig også første vejrally med det nye gearkasse, og så var det ikke mindst det første rally med en nybygget motor, efter vores noget uheldige exit i NCC Rally Masters “Gammelrand”.

Sædvanligvis napser vi gerne en overnatning inden et løb på den anden side af Storebælt, men denne gang skulle vi “kun” til Horsens, og “racerkassen” var ikke just bugnende fuld efter renovering af motor. Af de årsager valgte vi at køre samme morgen som løbet – eller skal vi sige samme nat. Kl. 4:00 ringede vækkeuret, og lidt over 4:30 stævnede vi ud fra basen, mod Horsens. Pyha det var tidligt.
Men sådan er det jo når man brænder for noget – man går lige den sidste mil.

Da vi endelig ankom til Bygholm Landbrugsskole i Horsens, fik vi hurtigt fundet os til rette, klaret papirarbejdet, og så skulle vi ellers ud og køre noter. Vi havde med interesse bemærket at der ingen gennemgående prøver var, og at de faktisk – trods dette – var rimeligt lange. Det skulle nok blive godt.

Vi kunne så også se af startlisten, at det ville blive hårde bananer i vores klasse. Nicolai Jensen var der i sin Peugeot 207, Jan H. Jørgensen i Clio Williams, et par 206 RC’ere, og så Jens Møibæk i sin Volvo 240.
Nicolai nærede vi ingen illusioner om at kunne slå i en fair fight. Heller ikke Jan. 206’erne kendte vi ikke – og så var der Jens Møibæk tilbage. Egentlig var jeg mest nysgerrig på at se hvordan vi ville klare os i forhold til ham. Vi har tidligere ligget lige bag ham i ren pace, men i Gammelrand var der noget der tydede på at vi havde fået lidt overtag. Men vi nåede aldrig rigtigt at få det bevist.

Prøverne var af høj høj klasse – de havde det hele – toppe, sving, lange, korte, asfalt, grus, jævn, ujævn, broer – you name it – fedt! Vi var lidt lorne på at en af prøverne skulle køres 4 gange, men når den nu var lang og gennemgående, så var der jo ikke mere gentagelse end en rundbane-prøve som køres to gange. Slet ikke hvis der er 3 omgange på rundbanen.

På prøve 1 gik vi til den, og det gik egentlig helt godt. Vi fik dog lidt en forskrækkelse allerede lidt inde på prøven, da vi forcerer et vejkryds med god fart. Noterne sagde noget om at der var ujævnt – og det var der i sandhed også. Bagenden slog op for alle pengene, og hele vejens lidt sparsomme bredde måtte i brug for at holde kursen bare nogenlunde.
Lidt længere inde igen – for enden af +300 meter grus, skal vi til venstre i et vinkelsving – en nedbremsning på slicks på grus fra 130-140 km/t eller mere. Her er (over)modet vendt lidt tilbage, og vi rammer en halv bilbredde ved siden af vejen. Det er dog ikke værre end lidt skrabemærker på sidespejlet og et hjul fyldt med grus, der får én til at længes efter en afbalancering.
Tiden rækker til 5. i klassen – 12 sekunder efter den hurtigste, ca. 5 sekunder efter 3.-pladsen, og knap 1,5 sekund efter Jens Møibæk på 4. pladsen. Det synes vi nu er ok efter lidt over 7 km. hastighedsprøve. Ikke mindst fordi vi nok er nede med mindst 30-40 hk ift. de andre deltagere – måske med undtagelse af netop Jens Møibæk. Ja, Peugoet’erne kommer standard med flere hk end Golf’en er tunet til på nuværende tidspunkt.

Prøve 2 kører ikke rigtigt godt – det ses også på tiden, hvor vi er over 10 sekunder efter nærmeste konkurrent. Vi rykker dog lidt op her, da Jens Møibæk ender med en max. tid, af ukendte årsager.

Derimod går det noget bedre på prøve 3. Vi er igen ca. 5 sekunder efter 3. pladsen, og sniger os 1,5 sekund foran Jens Møibæk. Det endda til trods for at vi har en meget hård landing efter en top, som vi havde noteret til at skulle tages med fuld skrald. Den snød tilsyneladende mange andre også, og vi ligger en justering ind i noterne efterfølgende.

Nu skal prøve 1 køres igen som prøve 4, efter pausen, og får her helt klart forbedret. Faktisk kører vi ind som 3’er i klassen her, da Jan Jørgensen i Clioen sætter en usædvanligt dårlig tid.

I servicepausen kan vi med stor glæde konstatere at alt ser tip-top ud i motorrummet. Der er ikke noget der er raslet løs, lækker, gnider, skraber eller andet – det er bare helt som det skal være. Vi må dog lige skifte et forhjul, da det er begyndt at knibe med mønsteret – men det er trods alt ikke bilens skyld.

Efter pausen venter en gentagelse af programmet. Prøve 5/8 sætter vi dog ikke prangende tider på. Tiden som prøve 4 vedbliver at være vores bedste tid her. I første omgang skyder vi skylden på at grusstykkerne er blevet kørt noget op af de kraftigere biler og de mange gentagelser. Der er da også eksempler i andres tider på at det er lidt svært at komme i gang efter pausen – men vores er “for slemme”. På prøve 6 og 7 finder vi et par sekunder her og der – men generelt må vi konstatere at Jens Møibæk kører et sekund eller to fra os pr. prøve i anden halvdel.

Nu er 1-2 sekunder nok “evigheder” i banesport – men til rally er det mere marginaler end noget andet, og vi kan i hvert fald konstatere at vi er tættere på end vi har været. Noget skyldes gearkassen – men det er helt klart også fornemmelsen at modet har flyttet sig. Vi var noget tættere på grænsen, meget oftere, end ellers – det er trods alt positivt.

I mål er resultatet som antydet at vi besætter 4. pladsen rimeligt solidt grundet Jens Møibæks maxtid på prøve 2.

Løbets bagmænd (og kvinder) skal i øvrigt roses for et helt igennem fantastisk arrangement – det var langt over middel.

Kameraet drillede os helt vildt – faktisk så meget at vi fik ca. 2 sekunders video fra starten på prøve 1 – og det var så det. Så ingen on-board.
Claus fra Rallyspeed.dk har til gengæld lavet en meget fin film fra arrangementet. Er det lige Golf’en der trækker, så skal man kigge ved 04:02, 04:30 og 8:59 – og ellers er videoen i sin helhed rigtigt fin.

 

2 kommentarer til Bygholm Minirally 2014

Leave a reply Cancel reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>