Fredag d. 20 september 2013 havde vi vores DM-debut. Bilerne var pakket aftenen inden, og vi skulle bare smide de sidste tasker ind 7:30 fredag morgen, så var vi klar til at begive os mod Vejle til Mekonomen Rally 2013 – femte afdeling af DM i rally.

Forud ventede et noget større motorløb end vi nogensinde har prøvet før – i hastighedsprøver talte vi tre gange så langt – med i alt 126 km. SS og i omegnen af 400 km. motorløb i alt.
Dertil kom at de første to prøver skulle køres fredag aften i mørke, så der var mange nye udfordringer.

Skemaet for afviklingen var blevet nærstuderet, for uden servicefolk skulle vi have tid til det hele selv – noter, service, fremstilling til teknisk og støjkontrol, tankning osv. osv. – men vi kunne se at det burde forslå.

Vi var – i forhold til mange andre teams – tidligt på servicepladsen og fik stillet op, og sat rallyplader og andre påkrævede klistermærker på bilen, så sæbevandet kunne tørre til når vi skulle ud og køre.

Afsted gik det herefter til notekørsel på de mange km. prøve, men gennem klog (gen)brug af prøverne var der da stadig mange km., men en del kunne genbruges notemæssigt. Det føltes bare ikke som genbrug på samme måde under løbet, da man kun genbrugte dele af strækninger og havde noget af genbruget i mørke den ene gang, og dagslys den anden. Ganske kvik strategi.

Efter notekørsel havde vi lidt ventetid hvor vi fik indrettet os lidt mere på servicepladsen, mens vi ventede på at vi som de sidste skulle til støjkontrol og derefter teknisk kontrol. Begge dele blev overstået uden faldballader.

Nu kunne vi så nyde rallyshowet mens vi ventede. Vi kunne have tilmeldt os her også, men var lidt bekymrede for om det ikke skulle gå hen og blive for presset at nå det hele, så vi afstod.

Kl. 21:42 havde vi så starttid, hvilket betød at vi skulle møde til parc ferme ca. 10 minutter før, for derefter at køre ud til SS1. Der var lidt kø, men den blev stille og roligt afviklet og efterhånden var det vores tur – som bagerste mandskab – at rulle frem til startlinjen.
Så gik starten ellers, men det var ikke just som en drøm må vi sige. Først og fremmest var der pludseligt knas med samtaleanlægget – Kim’s stemme var meget lav i Brians øre, og det var svært at høre noterne. Normalvis er det ikke specielt morsomt – men det er endnu mindre morsomt når det er i buldrende mørke – ekstralygter eller ej.
Men rundt gik det da på første omgang på den sjove rundbane, men ca. halvvejs inde på anden omgang lige efter en højre 2 der havde fået lidt hjælp fra håndbremsen, begyndte vi at trække hvad der endte med at være ca. 6-800 meter bremsespor fra højre baghjul. Ikke just en god start.

Vi kørte ud til siden og fik konstateret at en bolt til bagkaliberens åg var gået løs. Ved nedbremsning havde det fået caliperen til at vippe op og ud, hvilket igen trak i håndbremsekablet, hvilket kun forstærkede virkningen. Der var så meget varme at skiven var helt blå og fedtet i lejet kogte. Dækket var totalt smadret med et kæmpe hul på midten og slidt igennem på siderne også.
Vi fandt dog en bolt andetsteds på bilen og fik dermed fikseret kaliberen. Vi kunne dog ikke spænde den fast da bolten var for lang, så vi turde ikke køre full attack. Vi listede derfor ud fra prøven akkurat indenfor respittid, og kørte videre til prøve 2 som vi også blot kørte stille og roligt lige igennem.

Herefter kunne vi køre til 30 minutters service, hvor vi havde travlt. Dels skulle vi skaffe en bolt som ikke var for lang, dels skulle vi lige tanke plus det løse.
Vi kan dog takke Ole Jensen Rallysport for moralsk opbakning og lidt hjælp til at finde en bolt, Suzuki Motorsport for rent faktisk at have en bolt vi måtte få, og BP Racing for hjælp med lidt lys.
Vi fik skruet bilen sammen, og så var vi ellers klar til næste dag – men i den grad osse klar til at få noget søvn.

Lørdag morgen fik vi planlagt hvad vi ville nå at kontrollere på bilen i de 15 minutters service inden vi skulle ud på de næste prøver – og det blev også klaret. Herunder opførte samtaleanlægget sig pludseligt ganske eksemplarisk – meget mystisk.

Men vi kørte friske ud til prøve 3, som var en gentagelse af prøve 2 fra aftenen før. Det var en lang rundbane som vi fik 3 omgange på, hvilket i alt gav 14,5 km. Det var godt og vel længe at koncentrere sig, når man ikke er vant til at køre mere end maximalt 10 km – men fed var prøven som sagt, og vi var ikke en gang de langsommeste.

Prøve 4 var en lidt speciel omgang, med tre ture rundt på en meget kort rundbane med en god blanding af både snævre og hurtige kombinationer, men prøvens scoop var så absolut afløbet fra rundbanen. Det var en relativt lang strækning med et totalt set ret langt fald, hvilket gjorde at det gik mere eller mindre ned af bakke hele vejen, hvilket igen gjorde farten ret høj, på ret kort tid. Noget af det mest spektakulære var nok den del der efter 3-400 meter næsten lige ud ned af bakke, ledte ud til at skulle krydse en hovedvej, og køre videre ned gennem en landsby i en meget lang blød venstrekurve. Her var alle muligheder for at gøre noget galt, da forløbet var meget uens og med basis for at både hoppe, ryge skævt og sidelæns i luften osv. Vi valgte en lidt forsigtig tilgang, men det var stadig en spændende oplevelse, og vi præsterede endnu at holde os fra at være absolut bundprop.
Vi havde dog kæmpet noget med at gearskiftet var blevet mere og mere trægt, og samtaleanlægget var sørme også begyndt at gøre knuder igen – ak ja, der var lidt til servicepausen.

Vi forsøgte at stramme koblingskablet til pausen, og det hjalp også lidt, men det var ikke hele forklaringen. Trods fuldt strammet kabel var skiftet stadig trægt, og bilen “kravlede” stadig lidt når den var i gear selv med koblingen trådt ned. Men den kunne køre – så måtte det bære eller briste.
Samtaleanlægget viste sig at opføre sig fint når det “fik lidt pauser”, så strategien her blev at slukke det på transportetaperne, så det var klar og frisk på hastighedsprøverne. Årsagen til denne opførsel kan vi bestemt ikke greje, for anlægget kører ikke på batteri – udelukkende strøm fra bilen, så det var ret besynderligt.

Prøve 5 og 6 var gentagelser af prøve 3 og 4 og vi fik givet ganske god gas særligt på prøve 5 – her kom vi to pladser op fra bunden. Gearproblemerne var dog tilbage, og vi diskuterede om vi skulle smide håndklædet for ikke at risikere at der blev ødelagt yderligere. På den anden side var der ingen mislyde – det var bare svært at få den i gear. Lidt eksperimenteren konstaterede at første gear faktisk var umuligt at komme i – selv med slukket motor – men resten virkede sådan set ok. Nedskiftninger krævede dog mellemgas, men vi besluttede at gøre det sådan – vi skulle pinedød igennem, så de noget beherskede hæl-tå-evner måtte støves af.

Prøve 7 var industriprøven lige ved siden af Rally HQ – ikke den mest inspirerende prøve, men som det er med den slags, så er det jo et godt udstillingsvindue, og reelt er det jo også en del af sporten at kunne køre sådan en prøve. Men med begrænset adgang til andet gear, var det så som så med vores performance her. Vi fik dog placeringsmæssigt sneget os endnu længere op på denne prøve, og tidsmæssigt var vi ganske tæt på yderligere et par biler foran – rallysprint har vi altid været relativt gode til.

Herefter kørte vi til prøve 8, som delte noget af sin strækning med prøve 1. Lige ved starten ser (og hører) vi en klassekonkurrent få problemer med gearkassen, og lidt hurtig hovedregning siger os at hvis deres defekt er afbrydende, så rykker vi til 3. plads i klassen – det er det sidste nøk til vores stædighed – nu VIL vi igennem.
På denne prøve fik vi også genset vores ret lange bremsespor fra aftenen før, og vi fik lejlighed til at køre fuld gas på området ned over Grejs å – et sted med hvad der med lidt god vilje kan kaldes bjergkørsel på serpentinerveje – i hvert fald efter danske forhold. Hæl-tå-teknikken sidder dog ikke just i skabet endnu, så denne gang har vi langsommeste tid på prøven.

Der er nu endnu en servicepause, hvorefter vi kører til prøve 9, der er en gentagelse af prøve 8. Denne gang får vi givet en del mere gas, og rykker lidt frem.

På dette tidspunkt er stemningen i bilen efterhånden absolut i top – hæl-tå-nedgearingerne fungerer rimeligt godt, og vi er mildt sagt begejstrede over at vi efter alt at dømme får lov til at køre kongeprøven – prøve 10 med sine knap 26 km. Den er kronen på værket i et for os ret stort projekt, så vi er henrykte over at have været nået så langt. Koblingsfunktionen er dog blevet helt slem, men stadig ingen mislyde, så vi er ret sikre på at det nok skal gå.

Den lidt lange transport bliver klaret uden problemer – og så er vi ellers klar til at gå i krig.

Og sikke en omgang – 16 minutter bruger vi på prøven – igen ikke langsommeste tid, og vi kunne have været hurtigere, da vi faktisk hænger den sidste kvarte omgang efter en anden deltager som vi også har haft indhentet på andre prøver. Men der er ikke just mange muligheder for at give plads, så det må blive som det bliver. Men 16 minutter er godt nok også længe at være koncentreret om at høre efter noter, og vejforløbet er på en sådan måde at der ikke er mange pauser i informationsstrømmen fra co-driver-sædet. Der bliver læst op i én uendelighed, og alt går bare som vi ønsker os.

Herefter kan vi – ganske udmattede og totalt “gennem-ræsede” – køre tilbage til mål og konstatere at projektet lykkedes.

Mange tak til alle involveret i at lave og afholde løbet – i gjorde det fremragende!